Elektrikeruddannelsen holder rekordkurs, og antallet af lærlinge på smedeuddannelsen er det højeste i 10 år. Det viser, at unge ser en fremtid med mening og muligheder, vurderer erhvervsorganisationen TEKNIQ.
Lige nu læser andre
Antallet af smedelærlinge har netop nået det højeste niveau i 10 år, viser nye tal fra Uddannelsesstatistik. Samtidig blev august 2025 den næsthøjeste måned nogensinde for antallet af elektrikerlærlinge – kun minimalt overgået af januar i år. Siden 2015 er antallet af nye uddannelsesaftaler i de tekniske erhverv samlet set steget med 32 procent.
Det vidner om, at interessen for de tekniske uddannelser fortsat ligger på et historisk højt niveau, vurderer erhvervsorganisationen TEKNIQ, der ser fremgangen som et vigtigt skridt i den grønne og digitale omstilling.
– Vi ser en generation, der vil være med til at udvikle, installere og producere fremtiden. Det er opløftende, at så mange unge vælger en teknisk vej – det er godt for de unge, godt for virksomhederne og godt for Danmark, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ, der organiserer virksomheder i det tekniske erhvervsliv.
Et løft til den grønne omstilling
Når flere unge bliver elektrikere eller smede, får Danmark flere faglærte – og det er præcis, hvad både virksomheder og samfund har brug for. Det giver unge en vej ind på et arbejdsmarked med høj efterspørgsel og mange karrieremuligheder.
– Vi står midt i en grøn og digital omstilling, og det er en udvikling, som kalder på dygtige faglærte. De tekniske uddannelser giver karrieremuligheder i frontlinjen af teknologi, bæredygtighed og meningsfuldt arbejde – og det gør dem til et oplagt valg for mange unge, siger Maria Schougaard Berntsen.