Der er endnu ikke nogen sigtelser eller anholdelser i den meget makabre sag, hvor en 15-årig pige blev fundet i bagagerummet på en Tesla, som er registreret i sangeren D4vd’s navn.
Lige nu læser andre
Sangeren D4vd, med det borgerlige navn David Anthony Burke, er officielt mistænkt i en sag om den 15-årige Celeste Rivas Hernandez, hvis lig blev fundet i en Tesla tilbage i september.
Teslaen står registreret i D4vd’s navn, og det er derfor, at sangeren er mistænkt i sagen, hvor der endnu ikke er rejst nogen sigtelser, og den 20-årige amerikaner er heller ikke anholdt. Det skriver Digital Music News.
Den lokale myndighed Los Angeles County Medical Examiner har endnu ikke fastslået en dødsårsag, men de oplyser, at det fundne lig var parteret, og det er samtidig vurderingen, at håndteringen af kroppen tyder på, der har været mere end én person involveret. Det er først, når dødsårsagen er endeligt fastslået, at politiet kan ty til mulige anholdelser og sigtelser. Det skriver mediet.
Det var som skrevet i september måned, at Celeste Rivas Hernandez’ stærkt forrådnede lig blev fundet i bagagerummet på en Tesla, som altså var registreret i D4vds navn. Da myndighederne en uge senere offentliggjorde identiteten på den bare 15-årige begyndte rygter om et muligt forhold mellem hende og sangeren at svirre på sociale medier. D4vd har dog nægtet al kendskab til Hernandez’ forsvinden.
Der har siden da været meget stille omkring D4vd, og der er især skruet ned på det musikalske aktiviteter. Alle shows er aflyst, og det ramte blandt andet den koncert, som han skulle have givet i Vega i København tilbage i oktober.