Peter Hasle
Det kan virke som en uoverskuelig – nærmest umulig – opgave at skulle komme efter kæmpe succesen The Office. Men The Paper gør et hæderligt forsøg.
The Paper forsøger at løfte en meget tung arv fra storebroen The Office. Og selvom det er tidlige dage, så er der små løfter om, at skaberne bag The Paper har fundet den rette opskrift på en ny succes. Samtidig med at den holder fast i sin forgænger, viser The Paper, at den også kan stå på egne ben.
Serien foregår i det samme univers som The Office, og det er også det samme kamerahold, som har fået snus om, at papirfabrikken Dunder Mifflin – som vi kender fra The Office – er blevet opkøbet af konklomeratet Enervate. Her er det Softees, der sælger toiletpapir, som er den store guldkalv. I den anden ende er avisen Toledo Truth Teller, der ligesom mange andre af verdens lokalsprøjter balancerer på kanten af afgrunden.
Afgrunden skræmmer dog ikke The Papers hovedkarakter Ned Samson, som er spillet af Domhnall Gleeson(kendt som Bill Weasley i Harry Potter). Ned Samson er gået fra at sælge toiletpapir til at blive chefredaktør på Toledo Truth Teller på bagkant af, hvad der bedst kan betegnes som galoperende nepotisme. Den uddannede journalist har Clark Kent – Supermans borgerlige navn – som sin åndelige vejleder, og imens Supermans kryptonint er, ja, kryptonit, så er Ned Samsons “kærligheden til journalistikken.”
Allerede på første dag må den nye, idealistiske chefredaktør sande, at han kæmper en sej kamp i ambitionen om at genrejse det tidligere så højt agtede lokalmedie. I sit første møde med sine nye chefer finder han ud af, at der alligevel ikke er penge til at lave de investeringer i personalet, han regnede med. Han må i stedet se sig til takke med frivillig arbejdskraft af i bedste fald tvivlsom kvalitet.
Oveni har Ned Samson også modspillere på det eksisterende redaktionelle hold. Den farverige – og lidt mindre idealistiske journalist – Esmeralda Grand gør alt for at modarbejde Ned Samsons store ambitioner. På den ene side virker hun til at være et surt rønnebær, som mistede sit job som konstitueret chefredaktør til Ned. Og så virker hun ikke til at bryde sig om den chefredaktørs holdning til den form for lad os bare sige tabloide journalistik, hun står for.
Det er en relation som skaber en sjov og fangende dynamik for The Paper. Godtroende Ned Samson vil for alt i verden lykkes i sit nye job, mens Esmeralda Grand lægger små fælder ud foran ham.
I en tid, hvor trangen til nostalgi svirrer i vinden, så er The Paper et kærkomment og vellykket forsøg på at minde os om, hvor god en serie The Office var og er. Temasangen lyder umiskendeligt som den happy go lucky-melodi, som indledte The Office. Og alene det kan mærkes på den gode måde helt nede i maven.
Selvom Domhnall Gleeson ikke har det samme komiske format som Ricky Gervais eller Steve Carell – mindre kan bestemt gøre det – så er der et virkelig godt match mellem ham og rollen som Ned Samson. Gleeson ser bare sjov ud, og det passer godt til karakteren, som hele tiden skal forsøge at finde en grimasse, som kan passe, når talentløse medarbejdere og andre begivenheder på mærkværdig vis hele tiden formår at arbejde imod ham.
Første sæson af The Paper kan ses på SkyShowtime. Der er indtil videre udgivet tre afsnit.
