Ambitionerne var store, og idéerne fik frit spil.
Lige nu læser andre
I 2016 satte en gruppe venner fra Midtfyn sig sammen omkring et køkkenbord og begyndte at planlægge den festival, de længe havde drømt om at skabe på deres yndlingsø, Avernakø.
Ambitionerne var store, og idéerne fik frit spil. I løbet af vinterens mørke måneder tog manifestet form for det, der senere skulle blive Avernax Festival. Et nyt festival-koncept voksede frem, mens de forestillede sig sensommeraftener på Sydfyn fyldt med musik, fællesskab og glade mennesker ved vandet.
“Vi havde festet sammen på Avernakø flere somre, og vi fik en vild idé om at skabe en festival og dele ø-glæden med mange flere,” fortæller Mikkel Mortensen, en af stifterne og i dag bestyrelsesformand for Avernax.
Et nyt festivalformat
Særligt idéen om en all inclusive-festival var noget nyt i festivalverdenen og udsprang af ønsket om at skabe både fællesskab og bæredygtighed. Her spiser alle gæster sammen ved langborde, og alle får en kop, som kan fyldes op med fadøl ad libitum under hele festivalen.
Læs også
Den første Avernax Festival blev afholdt i 2017, og med undtagelse af to corona-år har festivalen siden været gennemført med stor opbakning og begejstring fra både gæster og arrangører.
Sidste Avernax i sin nuværende form
Nu går en epoke dog mod sin afslutning. Avernax 2026 bliver den sidste festival i det nuværende format, hvorefter arrangørerne planlægger at holde pause i 2027 for at gentænke festivalens fremtid.
“Vi har brug for at gentænke formatet, så det fortsat er bæredygtigt for os som frivillige. Vi har drevet festivalen i mange år, og branchen har ændret sig, så billetterne ikke længere sælger sig selv som før. Det kræver flere ressourcer, og nu har vi brug for at finde en model, hvor vi stadig kan bevare det legende,” siger Mikkel Mortensen.
Tid til at tænke nyt
Læs også
Festivalen drives udelukkende af frivillige – fra bookere til håndværkere – og er både non-profit og foreningsejet.
“Det har ikke været en nem beslutning, for Avernax betyder rigtig meget for os. Men nu giver vi os selv tid til at tænke nyt. Måske vender festivalen tilbage i en mindre udgave, sjældnere eller i en helt ny form,” siger Mikkel Mortensen, som samtidig håber, at nye kræfter vil engagere sig i projektet.
Klar til en sidste fest
Inden pausen venter dog én sidste festival i det velkendte format. Der er stadig billetter til Avernax 2026, og arrangørerne lover, at alt bliver afviklet som planlagt.
“Sæson 2026 bliver en kæmpe fest. Vi håber at se både gamle gæster fra de første år og nye ansigter, som endelig vil opleve øen og festivalen. Det bliver en helt særlig afslutning,” siger bestyrelsesformanden.
Læs også
Programmet tæller allerede navne som Vinnie Who, Julie Pavon og Ibrahim Electric, og resten af lineuppet offentliggøres snart. Billetter kan købes på https://avernax.dk/billetter