Efter den massive succes i 2025 vender Nordens største popkulturelle event, Comic Con, tilbage til Bella Center den 7.-8. november 2026. I dag kan Comic Con løfte sløret for de første store navne, der bl.a. tæller Hollywood-sværvægteren Giancarlo Esposito, den visionære chefredaktør for DC Comics Marie Javins, de prisvindende Baldur’s Gate 3-stjerner Jennifer English og Aliona Baranova, samt en række af tegneserieverdenens mest prominente genier.
Årets første hovednavn er den Emmy-nominerede skuespiller Giancarlo Esposito. Han er verdenskendt for sine uforglemmelige og intense portrætter af ikoniske karakterer som Gus Fring i Breaking Bad og Better Call Saul, samt den frygtindgydede Moff Gideon i Star Wars-serien The Mandalorian. Gaming-fans vil også genkende ham som den nådesløse diktator Antón Castillo i storspillet Far Cry 6. Esposito bringer unikt stjernestøv til Bella Center, hvor fans får mulighed for at møde manden bag nogle af tidens mest fascinerende skurke. Og fun-fact: Han er faktisk født i Danmark!
Besøg fra årets største spilsucces
For fans af moderne gaming er der også særlig grund til at juble. Fra det prisvindende og internationalt anerkendte Baldur’s Gate 3 kommer både Jennifer English og Aliona Baranova.
Jennifer English har vundet fans’ hjerter som den prisvindende stemme og skuespiller bag Shadowheart i Baldur’s Gate 3 og Maelle i videospillet Clair Obscur: Expedition 33. Hun har desuden medvirket i titler som bl.a. Elden Ring. Aliona Baranova har fungeret som performance director på Baldur’s Gate 3 og har leveret stemmer til bl.a. Cyberpunk 2077: Phantom Liberty samt mocap-arbejde på film som bl.a. Barbie.
Fra toppen af DC Comics: Marie Javins
Comic Con kan med stolthed præsentere Marie Javins, der siden 2020 har været chefredaktør for DC Comics. Hun har senest stået bag den succesfulde relancering af DC’s tegneserielinje og er kendt for at forene kulturel historiefortælling med ikoniske superhelte. Med en baggrund som både forfatter, underviser og redaktør på prisvindende værker som bl.a. Superman Smashes the Klan, medbringer hun en uvurderlig indsigt i branchens absolutte elite.
En hyldest til de kreative genier i Comic Village
Som altid er tegneseriekunsten hjertet i Comic Con. I år præsenteres en imponerende række af de dygtigste artister fra Marvel, DC og de største indie-succeser:
- Brian Stelfreeze: Den prisvindende tegner bag den moderne udgave af Black Panther og utallige ikoniske Batman-covers.
- RB Silva: Marvel-eksklusiv artist kendt for sit arbejde på X-Men og Rise of the Powers of X.
- Chris Sprouse: Den legendariske medskaber af Tom Strong og tegner på både Star Wars og Black Panther.
- Pere Pérez: En alsidig artist, der i dag er eksklusiv hos Marvel. Han har sat sit præg på alt fra Batgirl, Superman og Batman hos DC til Spider-Woman, Deadpool og Carnage hos Marvel.
- Marc Ellerby: Den primære illustrator bag de populære Rick and Morty-tegneserier.
Blandt årets mere end 60 udstillere findes både internationale aktører og danske kreative kræfter, der tilsammen giver fans mulighed for at fordybe sig i deres favorituniverser, opdage nye trends og møde kunstnere, skabere og illustratorer. Udstillerne afsløres senere på året.
Meget mere end en messe
Comic Con har de seneste år udviklet sig til at være meget mere end blot et samlingssted for tegneserie- og popkulturfans – i dag er det tydeligt, hvordan eventet også er blevet en massiv fejring af mangfoldighed og inklusion.
På Comic Con mødes alle på lige fod, og en ægte følelse af fællesskab gennemsyrer hele eventet. Der er plads til forskellighed og alle kan udtrykke sig frit og være deres autentiske selv – uden frygt for fordomme. Man kan komme som man er, i cosplay eller noget helt tredje. Kun fantasien sætter grænser!
Besøgende kan igen i år se frem til et spækket program fuld af stjernenavne, paneldebatter, Q&A’s, eksklusive sneak peeks og de populære områder som bl.a. Star Wars Universe og Board Game Zone.
Læs mere om programmet og få løbende opdateringer om gæster og udstillere her: https://www.comiccondenmark.com/da/