I en ny DR-dokumentarserie bliver vi konfronteret med nogle meget ekstreme livsstile, og det er faktisk velgørende.
Lige nu læser andre
Vi har set formatet fra ‘Ekstremt Normalt’ før. Det bedste eksempel er Signe Moldes serie ‘Signe Molde på Udebane’, som besøgte miljøer, vi normalt forsøger at undgå eller gør grin med. Men hvor Signe Molde måske har et ønske om at diskutere valgene, så er ‘Ekstrem Normalts’ ærinde et andet. Og det er forfriskende,
DR-værten Sanne Cigale Benmouyal besøger – ja, hun flytter faktisk ind – hos mennesker som vi ellers kun berører gennem skarpe overskrifter. Men hun har ingen interesse i at gøre grin med dem. Hun forsøger at forstå de medvirkende på deres hjemmebane og på deres præmisser.
Det kommer der godt og lærerigt TV ud af. Vi lærer ikke nødvendigvis noget om MMA eller Only Fans, vi ikke har hørt før. Men vi lærer noget om, at det er muligt at være til stede i det, vi kan synes er absurd og måske abnormt på en respektfuld måde.
Selvom forfærdelsen kan stråle ud af alt på Sanne Cigale Benmouyals krop, når hun eksempelvis overværer kunsteren Kristian von Hornsleth sprøjte en Only Fans-model til i et kunstværk, tager hun ikke mere afstand fra det, end hun fortsat kan være til stede. Og da journalisten efterfølgende snakker med den medvirkende Only Fans-model, opstår der et moment af et fælles ståsted.
De var begge enige om, at det var grænseoverskridende, og det er en fælles forståelse, som bliver mulig, fordi de inden da har haft en åben og fri dialog om deres forskellige ståsteder. Det kan vi alle lære noget af her i 2026.
Læs også
Ekstrem Normalt kan streames på DRTV.